Food Festival er i fuld gang, og at dømme efter antallet af gæster fredag, så er begivenheden et hit både hos aarhusianere og tilrejsende.
”Vi havde en fantastisk åbningsdag og er simpelthen så glade for den store opbakning fra byen og vores gæster”, siger Anna Lund, direktør for Food Festival og FOOD-Aarhus.
Lørdag forventer festivalen op mod 12.000 besøgende.
Workshops, cook-alongs og lækre smagsprøver
Festivalgæsterne kan i dag, lørdag, se frem til et program spækket med smagsoplevelser. Lørdagen byder blandt andet på DM i Grill, cook-along med kokkene fra Michelin-restauranten Gastromé, workshop med kok Louisa Lorang, ostespeeddates med Arla Unika og fiskeauktion med Danmarks Fiskeriforening. Lørdagen slutter med den festlige kåring af Årets Cocktail.
På festivalpladsen står over 250 fødevarevirksomheder og madhåndværkere klar med lækre smagsprøver og inspirerende aktiviteter for store og små.
Et tip fra festivaldirektøren
I år bugner programmet af lækre madoplevelser, og gæsterne kan blandt andet se frem til hele 75 gratis workshops med nogle af landets allerbedste kokke. Og festivaldirektør, Anna Lund, har et tip til festivalens gæster.
"Der er masser af åbne workshops og aktiviteter hele dagen, så mit bedste tip til vores gæster er bare at komme herned og lade sig overraske. Gå en tur rundt på pladsen, fald i snak med producenterne, snup et par smagsprøver, kig ind forbi eventteltene hvor der er gang i køkkenet eller læg vejen forbi DM i Grill, hvor holdene er i fuld gang fra formiddagen", siger hun.
Lørdag er festivalpladsen åben fra kl. 10.00 – 19.00, og Nordiske Dråber og Spisestuen har åbent helt til 20.30.
Food Festival afsluttes søndag eftermiddag med Hotdog DM, hvor en række af landets bedste restauranter dyster om at lave den bedste og mest opsigtsvækkende fortolkning af den populære pølsevognsklassiker.
Se højdepunkter fra festivalens første dag herunder.